Okay, først og fremmest skal det lige siges at dette indlæg måske er lidt for meget i forhold til nogle af jer herinde, ( forhåbenlig ikke ) :) mest fordi at jeg endelig har fundet ud af hvad jeg har ligget og rodet med i så lang tid uden at kunne få svar da mine medmennesker ikke forstod det. - og stadig ikke forstår det. ( O, jeg blev vred, ked og glad da jeg så denne side )

Jeg vil virkelig gerne fuldføre min uddannelse, gøre et godt job på arbejdet, være lidt mere til stede i mine kammeraters selskab. Men fordi der ikke er en løsning til mig eller så mange andre, præsterer jeg overhovedet ikke noget der ligner 50%.

Jeg føler jeg bliver ved med at falde tilbage i det sorte hul, er nød til a leve på samfundets ressourcer fordi samfundet har indrettet det så vildt smart og jeg kommer bare aldrig videre. Lige nu har jeg lejlighed, job og udd, men jeg tror ikke det er noget der holder i længden, især hvis jeg kigger tilbage på de sidste lange 16 år.

- Tøøøøørt og der er mere tekst.

Når jeg kigger tilbage på de åndsvage morgener med "ondt" et eller andet sted, hvor man bagefter sidder tilbage med følelsen af a man lige har løjet sin mor op i ansigtet, føler egentlig a man burde tage afsted og får det værre for hvert minut man er hjemme, så forstår jeg tingene meget bedre nu efter a have besøgt siden her.

Jeg troede helt seriøst a der var noget galt med mig, fordi jeg var tung i hovedet konstant i hverdagen, min krop og sind var helt ved siden af sig selv, og jeg kunne uden problemer tage en eftermiddagslur på 5 timer SELVOM jeg allerede havde sovet ti timer om natten, hvilket velkendte kommentarer blomstrede heraf selvfølgelig. Jeg behøver vel ikke nævne dem her.

Mit søvn-problem har haft indflydelse på mig så langt tilbage jeg kan huske, tror måske det startede i 8 års aldren..

Mine klassekammerater og lærerne forstod det åbenlyst ikke, 'hvis du ikke er her til de normale tider kan du ikke være en del af fællesskabet'. Den sætning hænger stadig ved, og drukner mig i bekymringer om jeg nu bliver smidt ud af den samme skole igen, om jeg nu er god nok på arbejdet, om jeg er spontan og frisk nok når jeg er sammen med folk jeg kan li'?

Jeg forstår og respekterer menneskets frygt for ukendte og nye ting/mennesker/dyr osv, men jeg respekterer ikke en selektiv uvidenhed omkring dette problem når fakta er så klare.

Og især når man ved hvor tung en byrde det er, når man ved at uanset hvad man prøver lykkedes det bare aldrig a indrette sin åndsvage krop til det fastlagte skema der hedder fra 8-16.

Står jeg op klokken 7, svier øjnene, maven er gået helt i stå, hovedet og kroppen er helt ødelagt pga enten dårlig søvn for lidt timer eller bare fordi kroppen nu er som den er.

Selvom maven dog ikke vil får jeg alligevel tyret noget morgenmad i skruten, cykler 7-8 kilometer hver dag i skole, plus en lille kilomet på arbejdet, ja selv nu hvor frosten skærer dybt i vores kroppe. Og ja, motion øger hjerneaktiviten, gør en 'friskere' og giver én en normal døgnryme fordi man er træt når man har brugt hele dagen på a bruge sin krop aktivt, forkert.

Jeg troppper op på skolen og falder nærmest sammen af mental kvæstelse, tager tit og ringer til min chef for a melde mig syg for min dag er ødelagt hvis jeg i det mindste ikke bare kan få et par timer før jeg skal tvinges ud i et for-bestemt skema.

Min chef bliver endnu engang sur på mig, ( I ved hvordan det lyder ) og jeg kan så tage hjem og ha så lidt lyst til søvn a det gør ondt, for mit hoved skriger efter den fordømte pause.

Bekymringen hænger lidt ved i nogle timer, til min hjerne glemmer forskammelsen og jeg ved allerede ved en aftensmads tid at jeg ikke kommer til at sove før 2. Ved en 11-tiden starter de kreative tanker deres motorer. Det lyder åndsvagt, jeg ved det og jeg er p***e-irriteret over det, men selvom jeg kun får 5 måske kun 3 timers søvn er jeg stadig oppe til to eller mere natten efter.

Og jo, tror I lige at jeg har fået noget ud af dagtimerne, øhm, nej. I alle mine år i folkeskolen, HF og min ungdomsuddannelse har jeg måske fået 50% ind af det som min mor rendte og betalte for. Når jeg hører sætningen, "Jeg vil ha mine skole-penge tilbage." tændes en lille lys-pære og jeg kan ikke lade være med a tænke det samme.

'Hehe, ja ups, nu mistede du lige over halvdelen af dit skoleår og indlæring, men vi fik penge og en nem løsning til samfundet, alle skal indrettes under et bestemt antal timer, på et bestemt tidspunkt af døgnet, for vi er jo i bund og grund ens.' Ja, til dels, men er du handicappet bare fordi et andet menneske er handicappet?

Nej, jeg FORLANGER et mere fleksibelt syn på det at være nat-aktiv eller b-menneske ( vælg din navne-suppe ), ellers kan samfundet vinke farvel til halvdelen af de loyale beboer ( og I ved vi er det for vi kæmper en så brav kamp bare for at lege med de store drenge om dagen ) som kun forlanger forståelse, og alt I giver os er nedsættende udtryk, dårlige vibes og mere negativisme i hverdagen.

Det ku være fedt nok a vælte A'erne for en gangs skyld. I hvert fald de lede A'er. De forstående A'er er MEGET mere end velkomne.

Jeg lyder meget bitter, det er jeg egentlig ikke normalt. Kommer kun i den tilstand når der ikke er forståelse for noget så stille og roligt som søøøøøøøvn.

PS. fleksible arbejdspladser ville fungere så godt for både A-og B-menneskerne. Plus, det ville da sikkert give mindre arbejdsløshed pga simpel forståelse og selvfølgelig flere pladser til dem som gerne vil arbejde om morgenen og om aftenen steder som ikke har fleksible tider. Natteravenene vil jo meget gerne hjælpe hvis vi bare kan få lov til at sove i vores rytme.

Er jeg den eneste der har lyst til a give nogle af vores race-kammerater røde kinder?

-en sidebemærkning, min overbo er oss natteravn. -endnu en sidebemærkning, min mormor har narkolepsi og min mor arbejder om natten. - Og lige en til, jeg lider under social-angst og ( måske ) endorfin-mangel. I følge en kontrol-test, EKG, EGG og blodprøver, ( på nyre-galde-bugspyt- og leveren ) fandt de mig uskyldig, igen. Biologisk set er jeg helt i fin stand. Det er sgu noget frustrerende når man har ondt i kroppen.

PPS, jeg er godt klar over at der sker mange ændringer i mit liv lige nu, men det her har har stået på FOREVER, og jeg er ubegribelig træt af det.

Hvad gør jeg? - uden at blive alt for frustreret.

Alt godt med fra mig til jer, Isa. 22 år.